LIONS CLUB RANDERS GUDENAAs ARKIV
LIONS CLUB RANDERS GUDENAAs ARKIV
Hvad er Lions?
Lions er en humanitær organisation, som blev stiftet i 1917 i USA af Melvin Jones. Lions er verdens største humanitære organisation og tæller over 1.4 mill. medlemmer i 185 lande. Lionsbevægelsen kom til Danmark i 1950, og har ca. 7.300 medlemmer i Danmark, Grønland og Færøerne.
Hjælper – hvor og hvordan?
Lions Danmark er fællesnævneren, men hver enkelt Lions club arbejder selvstændigt med egne opgaver. Klubberne skaffer pengene ved mange forskellige arrangementer, og fordeler dem oftest med hovedvægt på lokale opgaver og resten på nationale eller internationale fællesprojekter.
Økonomi og aktiviteter
Når vi i lions siger, at pengene går ubeskåret til et eller andet formål, er det mere end korrekt. En klub har to pengekasser. Den ene er til indsamlede midler, den anden – skarpt adskilte – er klubkassen, som betaler klubbens administration. Disse penge kommer fra medlemmernes kontingent.
Og hvad er en lion?
Lion er en person, som i sit daglige virke er selvstændig eller i ledende stilling, og som er vant til at træffe beslutninger. Det er også en person, som følger med i det, der sker omkring ham, og som vil være med til at sætte sit præg herpå, Altså en person, som ud over sin familie og virksomhed/job har lyst og kræfter til at gøre noget for andre.
Klubben
Klubben er stedet, hvor vi mødes under kammeratlige og venskabelige forhold til drøftelse af tidens tiltag af forskellig art som samfundsmæssige, kulturelle, sociale og menneskelige værdier. Gennem forskellige arrangementer og tiltag forsøger vi at fremskaffe midler til humanitære formål. Alt dette er med til at skabe den gode og positive ånd, som er væsentlig for en Clubs eksistens.
Lions Club Randers Gudenaa.
Lions Club Randers Gudenaa har gennem 40 år gjort en stor indsats for at leve op til Lions formål og motto ”We serve”. Klubbens aktive medlemmer har ved personlig indsats gennem årene formået, ved mange forskellige aktiviteter, at fremskaffe betydelige midler til at støtte formål væsentligst i lokalområdet.
CHARTER – 19. november 1966.
Klubben så dagens lys i det gryende forår 1966 som datter af Lions Club Randers. Klubben eller rettere foreningen startede sin mødeaktivitet i Håndværkerforeningen (Det nuværende Fritidscenter) i Vestergade, hvor en af klubbens chartermedlemmer Josef Skjøtt Stagis var vært. I løbet af forsommeren blev klubben udvidet med så mange nye medlemmer, at klubben kunne chartres som en selvstændig Lions Club. Som det fremgår af efterfølgende kopi af charterbrevet, er dette underskrevet den 21. september 1966 af den internationale præsident Edward Lindsey og dennes sekretær John H. Voigt. Klubbens chartring blev fastsat til den 19. november 1966 og fandt sted i Håndværkerforeningens kongressal på festlig vis. Charterbrevet blev overdraget klubben af distriktsguvenør Bent Nielsen, Horsens.
Følgende chartermedlemmer underskrev charterbrevet:
Erik de Wolff Bent Hejl Jørgen Ditlev
Niels Meldgaard Kjeld H. Thomsen Henning Schou
Mads Jørgen Knudsen Jørn Malthe-Rasmussen Torben Rasmussen
Ib Sleimann Josef Skjøtt Stagis Knud Kristensen
Elmer Jensen Knud Kjølner Børge Frederiksen
Klubbens historie i tekst og billeder.
Loppetorv på Erik Menveds Plads. Vor moderclub Lions Club Randers havde allerede i en del år afholdt loppetorv i Randers. Lions Club Randers Gudenaa blev som ny club inviteret med i arbejdet. Vi deltog gennem en del år i dette fælles arbejde med at planlægge, afhente, sortere og afholde loppetorve. Det var en stor arbejdsopgave, og hvor også vore piger tog aktivt del i arbejdet, som sælgere i de forskellige boder tøj – sko – isenkram - møbler m.m., og med servering af øl og pølser. Lions Club Randers Niels Ebbesen indtræder senere i samarbejdet. Lidt efter lidt mindskes ”lopperne”, og vi træder ud af samarbejdet. Deltagelsen i loppetorvet var en stor positiv oplevelse, og som styrkede sammenholdet i klubben. Loppetorvene gav også klubben et godt udbytte til brug for udadvendte aktiver. Bl.a. kan nævnes Lions Børnecenter. (Omtales senere)
Lions Børnecenter.
Klubbens første store aktivitet blev til tidligt, i klubbens tilværelse. Klubben nedsatte et udvalg, som skulle undersøge muligheden for at opføre en børnehave i Randers. En opgave, som løb over de næste 5 – 6 år inden det første spadestik kunne tages, og den 30/5 1972 kunne der holdes rejsegilde på børnehave og vuggestue på Lervangen. Børnecenteret blev taget i brug den 1. december 1972 med officiel indvielse den 24. januar 1973. Det skete med maner med amtsborgmester Svane Sørensen, Århus i spidsen, som bl.a. udtaler ”Flot klaret og det på kun 6 år.”
Klubben har fortsat tilknytning til Lions Børnecenter, dels ved i mange år at have formandsposten. Den er senere blevet ændret til menigt medlem. Børnecenteret er en selvejende institution, som driftsmæssig er underlagt Randers kommunes sociale forvaltning. Børnecenteret har flere gange oplevet besøg af Lions internationale præsidenter senest i 2003 af Kay K Fukushima. Et besøg, som vil blive husket... Den 1. december 1997 kunne den først antagne leder af Børnecenteret Hanne Glensvang holde 25 års jubilæum, som blev fejret ved en reception i børnehaven.
Bankospil.
I november 1971 afholdt klubben et Kæmpe Bankospil på ”Jylland” med 1700 deltagere. Alle lokaliteter var i brug, og der måtte kommunikeres via radiotelefoner. Som det fremgik af annoncering og omtale i pressen blev det en stor succes med et overskud på ca. kr. 20.000. Overskuddet gik til opførelse af børnehaven. Der blev lagt et stort arbejde i planlægningen, og i at få doneret gevinster til bankospillet. Selvfølgelig skulle succes’en gentages. I marts 1973 var vi på banen igen, men i modsætning til sidste gang skulle der ikke indsamles gevinster. Den store sal på Jylland var fyldt, men desværre alligevel for få til at få et acceptabelt resultat. Overskuddet blev kr. 5000, som gik til de katastroferamte på Heimay på Island.
Ældrefester
Klubben fejrede sit 10 års jubilæum med en fest på Hotel Randers. Ud ad til markeredes jubilæet med en fest på Jylland for små 400 ældre og handicappede medmennesker. Der blev lagt et stort arbejde i dette arrangement med bl. a. kørsel og individuel afhentning af folk, bespisning og under-holdning af vore gæster. Der blev opført et skuespil ”Uvejr over Espergærde” med Jytte Abildstrøm og Hans Chr. Ægidius. Det blev en stor og uforglemmelig oplevelse for klubben.
Det blev til mange ældrefester på Jylland og senere i Dronningborghallen. I flere år var der fast deltagelse af Wandy Tworek, Tage Peters og Knud Lange’s orkester, senere Dario Campeotto, Lis og Per, Anker Buch m. fl.. Den sidste store ældrefest blev holdt i 1992 med ca. 5-600 deltagere efter at Randers Kommune havde ”annekteret” vores ide med en årlig ”Fest for pensionister i Dytmærsken”
Til afløsning af de store ældrefester gik klubben herefter over til at holde fest på de enkelte områdecentre i Randers. Gennem årene har vi besøgt alle 13 områdecentre i Randers med deltagere fra ca. 60 op til 130 personer. Det er vores opfattelse, at vi på denne måde bedre kommer i kontakt med de ældre og handicappede, der sidder alene rundt omkring uden det store sociale netværk. Det er en af de aktiviteter, som klubben prioriterer højt. Den næste runde på områdecentrene er i gang med Vorup, Gudenaacentret og Tirsdalens områdecentre.
Gammeldags fri lørdag og forårsfestival
Der skulle stadig findes på nye aktiviteter. Det blev til gammeldags fri lørdag i september 1974 på parkeringspladsen i Provstegade med Dalgaards Tivoli og underholdning af Dorthe Kollo og Lille Bo fra Hobro. I maj 1975 er det så forårsfestival på pladsen bag Bjerregaard, Noe og Co. ligeledes med Dalgaards Tivoli. Begge arrangementer gav et pænt resultat, som bl. a. anvendtes til telefonabonnementer/radioer til syge og enlige. Til at finde de rette personer fik vi støtte af Søster Ragna og pastor Nedergaard.
International Youth Camps in 1975
Klubben stod for afviklingen af distrikt 106B’s ungdomslejr i 1975, som blev afviklet på Mellerup Ungdomsskole. Der deltog 29 unge fra 13 lande, og som avisen skrev ”Unge på international bølgelængde” Det blev en meget positiv oplevelse for de medlemmer, som havde tilrettelagt og forestod lejren.
Det lokale julemærke
I efteråret 1977 blev grunden lagt for en årlig tilbagevendende begivenhed – det lokale julemærke – som allerede nu er på vej mod de 30 år. Randers Filatelistklub fejrede i 1977 60 års jubilæum med en udstilling i Kulturhusets store sal. Klubben udskrev i den anledning en konkurrence om forslag til et lokalt julemærke. Der blev udvalgt 3 vinderforslag. Efter moden overvejelse blev vinderforslag nr. 2 valgt på grund af det lokale islæt med et kig ud over byens tage set fra Kongens Ege med silhuetter af byens kirketårne. Der blev også indledt et samarbejde med filatelist-klubben om udgivelse af en særkuvert med det lokale og det danske julemærke med førstedagsstempling.
Billedet til venstre er det første julemærke fra 1977. Vinderforslag nr. 1 og 2 blev udført af Ole Laasby. Ole Laasby har i samråd med klubben lige siden kreeret de årlige udgaver af det lokale julemærke med motiver hentet i byen. På Lions Gudenaa’s hjemmeside kan man se alle årgange af julemærket. De årlige overskud ved salget af det lokale julemærke går dels til julemærkehjemmene og til afholdelse af klubbens ældrefester.
2016 var året da Randers Gudenaa introducerede det digitale julemærke.
Erhvervsmesser.
I efteråret 1982 tog klubben hul på en ny stor aktivitet. Fulton Messen i Randershallen med efterfølgende besøg af det gode skib Fulton og dets skipper Mogens Frohn-Nielsen. Udstillingen sker i samarbejde med Jørgen Toft, Munkebo, som har udviklet udstillingskonceptet med at opbygge et skib midt i hallen. Vi assisterer med opstillingen og forestår administrationen, medens salg af standpladser forestås af Jørgen Toft og hans trofaste medhjælper Ulla. Udstillingen gav et flot overskud, som bl. a. gav penge til det gode skib Fulton og til Den selvejende institution Solgården’s renovering af en gl. Skagen kutter.
I årene frem til 1990 afholdtes årlige erhvervsmesser med forskellige motiver bl. a. ”Eventyrborgen” i 1984 , ”De tre Møller” 1986 og ”Den gamle by” 1990.
Erhvervsmesserne har givet væsentlige bidrag til klubbens aktivitetskasse, og mulighed for pæne donationer. Den sidste erhvervsmesse blev afholdt i 1991 i samarbejde med Nord Messe i Års. Det blev ikke den store succes, og blev afslutningen for klubbens erhvervs-messer i Randershallen.
25 års jubilæum.
Den 19. november 1991 fejrede klubben sit 25 års jubilæum med en reception og uddeling af midler i Helligåndshuset, og den 23. november 1991 festmiddag på Hotel Randers. Klubben havde også forfattet et jubilæumsskrift med omtale af klubbens forskellige aktiviteter og gøremål gennem de 25 år. En stor og minderig dag for klubbens løver og løvinder. Blandt gaverne til jubilæet var også en gave fra Hotel Randers på kr. 2.500 i form af præmieobligationer. En af disse præmieobligationer udløste efterfølgende en gevinst på kr. 43.130 - et dejligt supplement til aktivitets-kassen.
Bilnøglelotteriet.
Afløseren for klubbens erhvervsmesser blev fostret på jubilæumsaftenen med et forslag til et ”Bilnøglelotteri” – salg af et begrænset antal nøgler, hvor man efterfølgende kunne afprøve sin købte nøgle i en nøglestander. Lotteriet blev afviklet juli/august 1992 med salg af 1800 nøglekuverter med indlagte fordelskuponer og tilbud, som sammen med annoncering og sponsorer gav et flot resultat på kr. 120.000. Som gevinst var indkøbt en Citroen AX 1.1.
Nøglelotteriets første vinder
Bilnøglelotteriet er nu klubbens gennemgående aktivitet og nylig er det 15. bilnøglelotteri afsluttet med et overskud på godt kr. 100.000.
Der er løbende sket ændringer af bilnøglelotteriet for tilpasse dette til tidens udvikling. Det har været gode og mindre gode resultater, men alt i alt samlet et meget positivt resultat, som har gjort det muligt at foretage uddeling af væsentlige midler.
Lions Quest.
Omkring 1994 gik klubben aktivt ind i at formidle Lions Quest programmet ud til skoler i Randers. Et undervisningsprogram, som kan indlægges i undervisningen af elever i de yngre klasser f. eks i klassens time. Undervisningsprogrammet tager sigte på at modvirke narko, mobning, samarbejdsproblemer m.m. Til formålet er udviklet et specielt undervisningsmateriale med kurser for lærere i anvendelse af materialet. På zoneplan har vi medvirket til at få afholdt weekendkurser i Randers for ca. 20 lærere fra Randers og omegn, ja en enkelt helt fra Holstebro.
Hurtigsnakker, jægersoldat og pilot.
Det blev titler på foredrag, som i 1989, 1991 og 1992 afholdtes på Amtsgymnasiet. Det første med Carsten Mørk i januar 1991 over emnet ”Et liv som jæger-soldat” med ca. 350 gæster. I april 1992 havde vi besøg af den gamle Randersdreng – luftkaptajn Stefan Rasmussen, som berettede om den dramatiske nødlanding med et SAS fly med 129 ombordværende. Oktober 1992 havde vi Lotte Heise ”hurtigsnakker” med et ”Pep-talk” foredrag over emnet ”Personlig fremtoning og kropssprog” også med flot fremmøde..
Rumænien.
I september 1991 fik vor club kontakt med medlemmer fra den nystartede Lions Club i Craiova. Det skete i forbindelse med en nødhjælpstransport, hvor et af vore medlemmer, Lars Brædstrup, deltog. Det var en oplevelse at møde LC Craiova’s medlemmer, som jo selvsagt var meget interesserede i at få kontakter udefra. Man skal huske på, at det kun var to år tidligere, at landet slap af ud af Nicolae Ceausesescu’s jerngreb. Vi har holdt kontakten ved lige igennem de mange år. Vi har bl.a. ved flere lejligheder været på besøg i Craiova med nogle af vore medlemmer. Vi har haft et par af Craiova’s medlemmer på et 2-ugers ophold hos os. Den 23. november 1996 holdt klubben sin 30 års jubilæumsfest på Østergade Nr 1 med deltagelse af 10 besøgende fra Craiova i Rumænien med sydlandsk sus i skørterne. Dagen begyndte med modtagelse af vore gæster på Rådhuset og efterfølgende frokost i Jyske Bank. En fin markering af 30 års dagen.
Chartring af nye klubber.
Klubben har på det lokale plan medvirket til chartring af Lions Club Hadsten, som blev chartret den 6. marts 1971 og Lions Club Randers Niels Ebbesen, som blev chartret den 23. marts 1973. Sammen med Lions Club Gl. Estrup har klubben i maj 1997 deltaget i chartring af 2 klubber i Mogilev og Kostonurovichi i Hviderusland også kaldet Balarus. Der deltog 30 i rejsen, som fik en spændende og oplevelsesrig tur. I dag har vi ingen forbindelse til klubben i Mogilev, som efter sigende er i gang.
Kunst.
I 2001 formidlede klubben kontakt med en række kunstnere om donering af et af kunstneren udført arbejde, som blev udstillet i byens butikker og senere samlet i Helligåndshuset, hvor der blev afholdt auktion over de donerede kunstværker. Det var et stort arbejde at få alt dette på plads. Resultatet var tilfredsstillende, men gav ikke anledning til gentagelse.
I forbindelse med Randers By’s 700 års jubilæum i 2002 blev vi kontaktet af maleren Finn Johansen, som vil udføre et maleri af Dronning Margrethe II i anledning af hendes besøg i Randers, og som vi med sponsorer kunne forære til Randers Kommune i anledning af byjubilæet. Ved indvielse af Regnskovens 3. kuppel fik vi igen tilbud fra Finn Johansen på lignende vilkår med et maleri af prinsesse Alexandra, som i dag hænger i Regnskovens forhal.
106B distriktsmøder
I 1986 stod klubben for tilrettelæggelsen af det årlige distriktsmøde, som var henlagt i dagene 2.-4. maj 1986 på Hotel Kongens Ege. I forhold til tidligere års distriktsmøder foreslog klubben distrikt 106B af forny distrikts-mødet ved at indføre temamøder i forbindelse med distriktsmødet. Det gik distriktet med til og forskellige relevante emner blev drøftet i grupper. Der blev i høj grad udvekslet erfaringer og synspunkter mellem møde-deltagerne, og vi fik stor positiv respons på ideen. En anden aktivitet, som vakte opmærksomhed var ledsagerturen. Efter en god tur forbi Hjermind Præstegård, hvor H. C. Andersens ”Jylland mellem tvende have” blev sunget, indtog ledsagerne en god frokost på Pøt Mølle Kro. På hjemturen blev ledsagernes busser stoppet ved Laurbjerg af Politiets motorcykelpatrulje. Politiet påstod, at busserne kun kunne bruges til kørsel med skolebørn. Ledsagerne var voksne, så bussen måtte have overskredet sin max. vægt. For at undersøge dette havde de to betjente 2 vægte med i taskerne. Ledsagerne blev anmodet om at stige op på dem, så man kunne kontrollere, hvor meget overvægten var. I starten tog alle politiet alvorligt, og steg dog under protester på vægtene. At det hele var en arrangeret spøg viste sig, da politibetjentene var ved at bryde sammen af grin.
Turen blev livligt drøftet under aftenens festmiddag på Hotel Kongens Ege. Hele distriktsmødet blev en stor succes, og efterfølgende fik vi en flot omtale af gennemførelsen. I 2004 var klubben igen involveret i det årlige distriktsmøde, som denne gang blev afviklet i dagene 2.-3. april 2004, igen på Scandic Hotel Kongens Ege. Denne gang deltog zonens klubber i tilrettelæggelsen og gennemførelsen. Et arbejdsudvalg med deltagelse af clubmedlemmer, Jens Faber og Preben Larsen fik lavet et flot program. Selve mødet foregik på Kongens Ege, medens festmiddagen blev afviklet i Ridehuset på Værket. Ledsagerturen gik til Regnskoven, Håndværkermuseet med frokost på Hotel Randers. Det blev atter et flot og vellykket distriktsmøde.
Randers Kræmmer marked.
Klubben deltager i zonesamarbejdet med afvikling af det årlige kræmmer-marked, som blev startet i 2002. Efter de indledende manøvrer er kræmmermarkedet kommet ind i en positiv udvikling. En aktivitet som gerne skulle indgå, som en årlig begivenhed i byens forskellige arrangementer.
Oversigt over klubbens pengegivende aktiviteter gennem de seneste 15 år.
Som det fremgår af omtalen af de enkelte aktiviteter har klubben gennem alle 40 år ydet store beløb til formål i lokalområdet bl. a. etablering af Lions Børnecenter og så videre Siden 25 års jubilæet er klubbens aktivitetskasse’s indtægter og udgifter registreret. I løbet af de 15 år har klubben fremskaffet i alt kr. 2.243.000 i runde tal, hvoraf kr. 1.458.000 er fra bilnøglelotteriet, 402.000 fra det lokale julemærke, kr. 65.000 fra den sidste erhvervsmesse, kr. 83.000 fra Maleri, kunst og foredrag, kr. 42.500 en gevinst på en præmieobligation, og hertil renter af aktivitetskassens formue og andre mindre arrangementer.
Den væsentligste del af beløbet er anvendt til følgende formål:
Lokale velgørende institutioner (Solgården, Glarbjerghus m. fl.)
Lions Børnecenter
Handicap- og sygdomsforebyggende foreninger o.l..
Sorggruppe for unge Kirkens Korshær og Frelsens Hær
Ædrefester, ældrecentre og demensafdelinger.
Julemærke fonden
Lions Pris, Lions Quest og Lions Kollegiet
Katastrofe og hjælpefonden og udenlandske projekter
Ungdomsudveksling og ungdomslejre Ungdomsarbejde af forskellig art på lokal plan
Randers Centralsygehus, smertepumper og iltmålingsapparat.
Hjertestartere til idrætshaller
Klubbens medlemmer pr 1. november 2006 er:
Steen Hvid Andersen
Stig Andersen
Tage Bach
Chresten H. Bock
Lars W. Brædstrup
Henning B. Christensen
Jens E. Faber
Niels Fisker
Niels Foss
Mogens Freinsilber
Niels Hansen
Preben Kjær
Mads Jørgen Knudsen
Preben Larsen
Bent Maigaard Nielsen
Kjeld Pedersen
Karsten Dalsgaard Petersen
Jørgen Præst
Carsten Rasmussen
Jørgen Schmidt
Josef Skjøtt Stagis
Søren Stampe
Bjarne Ørsted
Bjarne Østergaard
Klubbens bestyrelse 2006/07:
Niels Foss, Bjarne Ørsted, Lars Brædstrup Kjeld Pedersen, Jens Faber, Mads Jørgen Knudsen, Bjarne Østergaard
Lions Club Randers Gudenaa, 50 års jubilæum, 18 november 2016
Klip fra RANDERSiDAG
Klip fra Amtsavisen 19 november 2016
Se vores jubilæumspræsentation (power point) ved at klikke på linket herunder: