OM LIONS
OM LIONS
Lions er en humanitær organisation stiftet i 1917 i USA af Melvin Jones og har hovedkvarter i Oak Brook, Illinois USA. Lions er en af de yngste organisationer i verden og selv om det er en af de yngste, er det en af de største. Mere end 1,4 millioner medlemmer - mænd og kvinder - i mere end 180 lande over hele verden.
Melvil Jones
Oak Brook, Illinois, USA
I Danmark er der godt 280 Klubber med tilsammen ca. 7300 medlemmer. Organisationens protektor i Danmark er Hans Kongelige Højhed Prins Henrik
HVAD ER LIONS FORMÅL?
Lions Klubbernes primære formål er humanitært hjælpearbejde.
Ordet dækker over en lang række forskellige formål som støttes både i det lokale, det nationale og det internationale samfund.
HVORDAN HJÆLPER LIONS?
I lokalområdet, det nære samfund eller kommunen hvor Klubben har hjemme, ydes hjælpen ofte, når offentlige midler ikke slår til eller ikke længere kan ydes grundet besparelser. Hjælpen ydes til unge som til ældre, til raske som til syge.
Vi kan nævne at Lions Club Randers Gudenaa, har ydet støtte til arbejde med demente på vore områdecentre, smertepumper til Randers Centralsygehus og skateboard/BMX bane til nordbyens unge. Når større opgaver skal løftes, hjælper alle landets Klubber hinanden. Det kan være til et forskningsprojekt som ikke har opnået støtte ad anden vej, og som Lions Klubberne beslutter sig for at være sponsor for.
Internationalt yder Klubberne hjælp både fra den enkelte Klub og sammen med andre Klubber i Danmark eller internationalt. Hjælpen ydes som hovedregel gennem en lokal Klub i det land eller område, hvor der er behov for hjælpen. Det betyder, at der kan ske en meget tæt opfølgning på, at hjælpen bliver ydet efter hensigten Det er muligt gennem lokale Lions at få den tilbagemelding der er så vigtig, når der ydes hjælp.
HVEM KONTAKTER MAN FOR AT OPNÅ DENNE HJÆLP OG SØGE MIDLER?
Man kan enten kontakte Klubbens Præsident eller Klubbens Sekretær. De nævnte personers kontakt-detaljer findes under “BESTYRELSE”.
Danske Lions Klubber har gennem årene ydet hjælp og støtte til utallige formål, spændende fra støtte til bygning af skoler i Afrika, indkøb af bøger til samme, boring af vandbrønde i Afrika og Indien, plejehjemsbyggeri i Polen og til genhusning efter oversvømme og jordskælvskatastrofer.
En af de allerstørste opgaver Lions har påtaget sig, er hjælp til udryddelse af den unødvendige blindhed. Mere end 40 millioner mennesker er blinde. Af disse kan 80%, eller 32 millioner, ved operation eller behandling få synet igen. Gennem et omfattende program er Lions i gang med, over hele verden, at løse denne opgave.
HVORDAN SKAFFER VI SÅ PENGENE?
Kun fantasien sætter grænser, når en Lions Club skal skaffe penge.
Nogle aktiviteter er dog mere brugte end andre. Lions Club Randers Gudenaa afholder hvert år nøglelotteri med udlodning af en bil. Vi udgiver hvert år et julemærke og sammen med vores naboklubber afholdes Kræmmermarked.
ER DET AL HJÆLP, DER KRÆVER PENGE?
Nej, mange ting kræver f.eks. blot en arbejdsindsats. Det kan være brilleindsamling, hvor briller opmåles og sendes til et udviklingsland, eller en tøjindsamling i forbindelse med en jordskælvskatastrofe.
HVORDAN HAR DU MULIGHED FOR AT STØTTE LIONS?
Der er vigtigt for os at understrege, at al den støtte der gives til Lions går udeskåret til hjælpearbejdet. Der bruges ikke penge til administration. Hele overskuddet fra en aktivitet går til det hjælpearbejde Klubben er med i. Den daglige administration og mødeudgifter betales af medlemmerne gennem et kontingent til Klubben.
HVEM ER LIONSMEDLEMMERNE?
Lions Club er ikke en loge, men en forening af mænd og kvinder der har overskud til at bruge fritiden til at hjælpe andre. Lions medlemmerne interesserer sig aktivt for sine medmenneskers ve og vel og for samfundets sociale og kulturelle værdier. Muligheden for at hjælpe andre sker gennem den støtte som du giver, når du besøger vores aktiviteter.
Lions er medunderskriver af FNs Charter, og har i kraft af dette fast plads i forsamlingen.